Generalforsamling og plantebanko i Aaskov Havekreds 2015
Aaskov Havekreds afholdte generalforsamling i Alhuset i Kibæk mandag den 2. februar, og aftenen blev indledt med plantebanko, hvor 18 personer var mødt op til en rigtig hyggelig aften, hvor farvestrålende og velduftende primula, påskelijer mm. var nogle af gevinsterne. Herefter var der kaffe og te til Alhusets hjemmebagte kager og Kirsten Bergløv indledte generalforsamlingen, hvor Anne Lise fra Karstoft blev valgt som dirigent. Årsberetningen var en god opgørelse over de mange arrangementer, som var forløbet i det forgangne år, og de havde alle været godt besøgt. Regnskabet blev fremlagt af kasseren Lissy Olesen, som måske overraskende for nogle, viste et stort underskud, men forklaringen på dette skyldtes foredraget med Bonderøven, som var en kanon succes med omkring 400 tilhørere. Her var indtægterne nemlig faldet i 2013, medens udgifterne kom i 2014, så derfor blev det et lidt misvisende tal, for på bundlinjen var tallene absolut positive og meget tilfredsstillende.
Til bestyrelsen var Lene Vilhelmsen, Ketty Nielsen og Bente Lund på valg og alle modtog genvalg og blev klappet ind, Anne Lomholt var på valg som suppleant og Arne Hynkemeier som revisor, og de modtog også begge genvalg og blev ligeledes klappet ind. Nemmere kan det næsten ikke gøres!
Det nye årsprogram blev også gennemgået og programmerne blev uddelt til de fremmødte, og der kom mange positive tilbagemeldinger og roser over de hel ti arrangementer, som skal ske i 2015 og bestyrelsen glæder sig til et brag af et nyt og frodigt haveår.
HAVESELSKABET - Aaskov havekreds
Lav din egen hjemmeside med mono.net