Aaskov Havekreds afholdte den årlige juleinspiration i Alhuset i Kibæk den 12. november, og selvom der blev konkurreret med et foredrag med Brian Holm i Kibæk hallen, så var der alligevel mødt 84 forventningsfulde og julestemte personer op. I år var det Jytte Skov fra Ølgod, som havde taget sin søster og mand med som assistenter. Jytte er i dag pensionist, men har tidligere haft en blomsterbutik i Ølgod og har afholdt  mange blomsterdekorationskurser gennem tiderne, og som hun selv siger, nu nyder hun rigtigt livet, hun gør lige hvad hun har lyst, tiden er hendes. Jytte er autodidakt blomsterdekoratør, hun har aldrig taget uddannelsen, men gennem hendes svigermor fik hun øjnene op for denne spændende verden, og fingrene har vist været i gang lige siden. Jytte elsker at bruge materialer fra naturen og haven, det naturlige look med kogler og det stedsegrønne indgår rigtigt meget i dekorationer.
Tidens trends indenfor juledekorationer ændrer sig meget, men Jytte holder sig til det naturlige, selvom hun faktisk ikke havde en eneste grankvist i en dekoration, og sløjferne var helt glemt. I løbet af aftenen blev der nydt gløgg og æbleskiver, alt i medens der blev afholdt amerikansk lotteri over Jyttes skønne kreationer samt andre fine blomsterpræmier.
 
HAVESELSKABET - Aaskov havekreds
Lav din egen hjemmeside med mono.net