Påskeinspiration i HaveOasen torsdag  den 7. april kl. 19

Der var en dejlig forårsstemning, trods vind og sus, da vi havde påskeinspirationsaften i HaveOasens lokaler i Lind. 43 deltagere fulgte spændt Kim Kristensens kreationer igennem aftenen. Når blomsterdekoratørerne får nye materialer hjem, så kan der gå en hel dille i at afprøve materialerne, og Kim havde fået en ny dille - nemlig hø. Der blev anvendt hø på mange spændende og inspirerende måder i de i alt 23 dekorationer, som Kim på smuk vis tryllede frem.

Et gennemgående træk i dekorationerne var enkeltheden, de store borddekorationer medd væld af blomster er ikke det, som er trenden i øjeblikket. Kim Kristensen fik en berberisgren med nogle få påsatte blomster slynget hen over en glasbowle med vand og et par gåseæg i bunden til at være en større dekorationskunst. Knækkede græsstrå og søde miniorkideer plantet i gåseæg var også nogle af ingredienserne i en vellykket påskedemonstration.

På et tidspunkt havde Kim dog svært ved at fange tilskuernes opmærksomhed, da HaveOasens hvide havekat stolt kom ind ad døren med en mus, som den syntes at det var sjovt at lege med.

Efter påskedemonstrationen var der lejlighed til at snuse lidt rundt i de smukt påskepyntede lokaler og man kunne få lov at foretage lidt indkøb.
Senere blev der hygget med kaffe og hjemmebag. Havekredsens formand Kirsten Bergløv fortalte lidt om de kommende arrangementer i maj måned, hvor der bl.a. er havevandring i et par spændende og specielle haver i Herning og Snejbjerg området og sidst på måneden er der et stort plante- og byttemarked i Assing, hvor der samtidig også er en åben landbohave, som alle er velkomne til at se.
Aftenen endte med udtrækning af gevinster på indgangsbilletten til fem af Kim Kristensens skønne påskedekorationer og mon ikke mange af deltagerne gik hjem med tanken om at få fat i noget hø.

HAVESELSKABET - Aaskov havekreds
Lav din egen hjemmeside med mono.net